Teater Momentum kan vise balance på bundlinien ved indgangen til sæson 2011/12, efter en 4-årig kontraktperiode med store økonomiske udfordringer.
Momentum sparede godt 830.000,- kr. på én sæson
Ved Marianne Klints tiltrædelse som leder for Teater Momentum, den 1. juli 2009, var en af de store udfordringer, at få økonomien bragt på ret køl efter to sæsoner med større underskud på bundlinien. Det stod hurtigt klart, at der ikke var mulighed for at spare penge i den tredie sæson 2009/10 i kontraktperioden med Odense Kommune, da alle ansættelseskontrakter allerede var indgået ved den nye leders tiltrædelse. Derfor besluttede ledelse og bestyrelse for Momentum at lave en toårig handlingsplan, for at få bragt økonomien tilbage til nul. Og heldigvis godkendte Odense Kommune den plan.
Dette betød, at Momentum ved indgangen til den forgangne sæson 2010/11 havde en negativ egenkapital på minus 834.000,- kr. og alene i den sidste sæson af den fireårige kontraktperiode skulle indhente dette meget store underskud.
Det er derfor med stor glæde at ledelsen og bestyrelsen for Momentum nu kan konstatere, at det netop modtagede reviderede regnskab for sæson 2010/11 udviser et årsresultat på +830.756,- kr. Dermed har Momentum levet fuldt op til den aftalte handlingsplan.
Kollektiv kraftanstrengelse
Dette turn-around har været slidsomt for teatrets medarbejdere – kunstnere såvel som faste ansatte – hver en krone er vendt og drejet og teatret har klunset sig frem, for at skaffe de fornødne dele til fx scenografi. Andre produktions-omkostninger er holdt nede ved stor, rørende frivillighed blandt alle, der var tilknyttet Momentum i den forgangne sæson.
“En kollektiv beslutsomhed, som jeg aldrig har set lige.”, udtaler Marianne Klint og fortsætter – “De ansatte solgte tomme flasker og gammelt jern, sparede og spinkede – lagde flere timer til rådighed for teatret, end de blev betalt for og spændte livremmen ind, hvor det overhovedet var muligt. En kollektiv kraftanstrengelse, som har kostet blod, sved og tårer, og som næppe lader sig gentage med samme styrke, noget sted i dansk teater.
Det er klart, at medarbejderne efter sådan en omgang forventer en periode med stabilitet og bedre vilkår generelt. Her var Odense Kommunes beslutning om at forlænge Momentums kontrakt med yderligere fire år, den største sejr, teatret fik i den forgangne sæson og det, der holdt humøret oppe hos de ansatte, når de knoklede hårdest for at få alting til at lykkes. Jeg er dybt rørt over det engagement, der er udvist.”
Tak til publikum
Marianne Klint tilføjer: ”Også publikum har vist sig at støtte op om Momentum, og det har varmet os meget at konstatere, at vi får besøg af flere og flere – både nye og gengangere, som bakker op om, hvad vi laver. Uden publikums opbakning, kunne vi ikke finde drivkraften til at køre sådan en sparesæson i mål.
Nu ser vi frem til fire sæsoner med stor stabilitet og dermed overskud til at publikumsudvikle og skabe mere Momentum omkring det dejlige teater. Konkret ser vi ligenu frem til endnu en forestilling med spisende gæster – nemlig Vejen til Gudvedhvor, der får premiere den 11/11 og spiller indtil jul. Vi håber på fulde huse og at vores trofaste publikum igen vil holde en alternativ julefrokost på Momentum.”
Bestyrelsen levede op til sit ansvar
Bestyrelsesformand Lasse Bo Handberg er også godt tilfreds, og udtaler på vegne af bestyrelsen: “Ledelsen og medarbejderne på Momentum har i løbet af det sidste år gennemført en økonomisk hestekur uden sidestykke i dansk teaterhistorie. Intet mindre! Det er vi i bestyrelsen imponerede over og meget tilfredse med. Kuren var nødvendig i en sæson, hvor vi skulle afslutte en bevillingsperiode. Ved ledelsesskiftet for godt to år siden blev økonomien kulegravet. Her viste det sig at Momentums samlede underskud var noget større end bestyrelsen hidtil var bekendt med. Derfor iværksatte bestyrelsen og den nye ledelse en række skærpelser, som skulle sikre at vi kom i balance. Vi indførte månedlige afrapporteringer, vi optog et nyt bestyrelsesmedlem – Nikolaj Stærmose – som har særligt fokus på økonomisk styring og vi gav ledelsen en bundet opgave. Operationen er nu lykkedes. Og det er jeg som sagt meget tilfreds med.
For halvandet år siden blev der, fra flere sider, rejst tvivl om Momentums evne til at styre økonomien. Jeg sagde den gang, at disse anklager var forfejlede. Jeg er naturligvis glad for at resultaterne i dag underbygger mine ord dengang. Momentums bestyrelse har konsekvent haft fokus på at økonomien skulle være i balance over den fireårige bevillingsperiode. Vi har levet op til vores ansvar.”