Tove!Tove!Tove!

“Klukkende morsom hyldest til kvindelivet.” Fyns Stiftstidende anmelder.

**** Lene Kryger, Fyens Stifttidende

Indrømmet Tove! Tove! Tove! (…) er provokerende. Og på sin egen skæve vis musikalsk. Og urkomisk. Men først og fremmest modig – fordi alle udenomsværker er flænset væk. Skuespillerne optræder under egne navne. Iført striksæt model hausfrau i orange, beige og brune striber. Men senere krænger de tøjet af og afslutter forestillingen strippet ind til det bare og absolut usexede undertøj – henholdsvis model Hammerthor og Sloggi. Der er intet forsonende lys, ingen rekvisitter at gemme sig bag eller scenografi at forsvinde ind i. Og selvom Tove! Tove! Tove! er en musikforestilling er der heller intet orkester. (…) Når forestillingens absurde univers fastholder publikum skyldes det også, at skuespillerne formår at holde gang i en fællessang med teksten: “Jeg elsker dig – åh, jeg elsker dig”, som vi opildnet af skuespillernes energiske armbevægelser synger igen og igen i en messende uendelighed. Tove! Tove! Tove! er kantet, skæv og grotesk. En nøgen, sårbar og klukkende morsom hyldest til kvindelivet, som lever i kraft af det rum af fællesskab, Nanna Cecilie Bang og Katrine Leth Nielsen får skabt.