Mere Momentum

04.03.2017

De Efterladte

Koncert

De efterladte, som udsendte deres tredje album adjø tristesse i september 2016, tager nu igen af sted for at spille nye og ældre sange foran publikum.

Klaus Lynggaard skrev i Information om det nye album, at ‘De Efterladte brillerer med deres tredje lp, karrierens bedste og en af årets fineste og mest poetisk prægnante dansksprogede udgivelser’ mens Gaffa gav 5 ud af 6 stjerner og Berlingske 4 ud af 6 stjerner. Også De efterladtes koncerter i efteråret 2016 er blevet godt modtaget. Under overskriften 'Efne Efterladte emmer af efterår' gav Gaffa 5 ud 6 stjerner - og GFRock gav ligeledes 5 ud af 6 stjerner.

De efterladte er komponisten Michael Lund (akustisk og elektrisk guitar, lap steel m.m.) ) og sangskriveren Peter H. Olesen (vokal og akustisk guitar). De mødte hinanden for snart 20 år siden i Olesen-Olesen, og efter at denne duo stoppede med at spille i 2007, fortsatte de to samarbejdet. I første omgang ved små og ofte private koncerter, men efterhånden begyndte ideen om en ny duo med nyskrevne sange at samle sig og i 2011 udkom debutalbummet Traditionen utro og i 2013 udsendtes Alvorsord og etagevask. I studiet - og på turneen i februar og marts 2017 - bliver De efterladte akkompagneret af deres gamle ven og kollega, musikeren og produceren Boi Holm (omnichord, synthesizer m.m.).