Koncert

07.02.2019

Dinosaur

support: Astrid Engberg

Koncert efter forestillingen 16:29

Pyroteknisk electronica møder fusionsjazz.

Dinosaur er et band fra den sprudlende ”London-jazzscene” og de har været Mercury-nomineret for deres forrige album, ”Together, As One”. Bandet ledes af den unge komet Laura Jurd. Jurd er erklæret fan af bl.a. Miles Davies, Terry Riley og Ian Carr. Der er en stærk markering af Riley-iske akkompagnementer i hendes kompositioner, som er beslægtet med nordafrikanske mikrotonaliteter. Davies-inspirationen kommer bedste udtryk anno Davies’ ”In A Silent Way”-æra og dennes ambiente tilgang til musik. Det er dog i særdeleshed Ian Carrs inspiration der skinner stærkest igennem på hendes kompositioner og trompetspil. Carr var, hvad man måske kan strække sig til at kalde for ”jazz-rockens” stamfader. Jurd og Dinosaur formår på samme elegante vis, som Carr at inkorporere jazzens væsen med så disparate genrer og stilarter, som rock, synth-pop, electronica, new wave toppet med en smule funk. Dinosaur gør brug af synths på en måde, som stort set ingen andre nutidige jazzorkestre gør og det munder derfor ud i en meget personlig stil, som gør Dinosaur til et singulært og særsindet orkester.

Alle disse forskellige og modsatrettede bevægelser udkom i 2018 på opfølgeren til deres Mercury-nominerede album. Dette nye album bærer titlen ”Wonder Trail” og regnes i Momentum Musiks verden for et af 2018s absolut bedste album. Den ”svære” toer er ikke noget der har hæmmet gruppen på dette udspil, tværtimod har de overgået sig selv, hvilket er lidt af en bedrift!

Det er derfor med absolut største fornøjelse, at Momentum Musik byder velkommen til endnu et jazzorkester fra London. Så hvis du har appetit på et yderst originalt bidrag til jazzens ve og vel, så skal du gøre din krop den tjeneste at swinge den forbi til en af årets største oplevelser!

Gratis med musikårskort eller billet til forestillingen 16:29 samme aften.

”Floorshaking fuzz tones and earthquake rumblings, as well as attentive restraint“.
- The Guardian, 4 stars.

“Leader/composer Jurd with her band of co-virtuosos have now pulled-off what might be considered a masterpiece.”
- Allaboutjazz, 5 stars.

“Noise plays a significant role in the record with discordant electronic sounds interrupting more melodic passages. This keeps one's senses open – like Dali scribbling on the Mona Lisa”.
- London Jazz News

“Played at times with an intensity which is mind boggling and at others with a surreptitious gentleness which belies the pin point placement of the notes.”
- The Free Jazz Collective, 4 stars.

Support denne aften er Astrid Engberg (DK).

Engberg er sanger, producer, komponist og resident DJ på internetradiostationen MMH Radio.

I hendes musik koger hun toner og beats op på Jazz, Soul, Hip hop, Blues og elektronisk musik. Opkoget tager udgangspunkt i en Skandinavisk tone, som tilsættes en stor suppeske af indtryk fra Astrids mange rejser rundt om i verden.

Engberg har et bagkatalog bestående af tre EP’er og er medvirkende på op mod 20 forskellige udgivelser fra Danmark til Frankrig og fra Grækenland til USA etc. Heriblandt kan nummeret ”Gold” med Hugo Kant nævnes, hvilket er et yderst velbesøgt nummer på Spotify.

For tiden arbejder Astrid på sit kommende album der bedst kan beskrives som elektro-organisk moderne jazz med et snert af nordisk tristesse og perkussiv minimalisme.

Materialet fra dette album vil bl.a. blive præsenteret d. 7 feb. På Momentum og alle disse nye lyde og loops bliver fremført i tæt samarbejde med multi-instrumentalisten Anders Bo Eriksen.

Dinosaur og Astrid Engberg spiller i kulissen til 16:29.

Dørene åbner kl. 20

Astrid Engberg kl. 21

Dinosaur kl. 22

Koncerten er støttet af Odense Kommunes Musikudvalg, Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik, Restaurant Aro, Fynske Bank Fonden, Sydbanks Fond, RecordPusher, BUPL's Solidaritets- og kulturpulje og Dansk Artist Forbund.