Koncert

16.09.2018

Innercity Ensemble (PL) & Stara Rzeka (PL)

Free Jazz, Electronica, Krautrock, Noise, Ambient

Et af de stærkeste navne fra den polske undergrund rammer Momentum!

I visse kredse anses Innercity Ensemble for at være en supergruppe. Hvis man er lidt inde i den polske undergrundsscene vil man vide, at Innercity Ensemble udgøres af medlemmer fra så fremtrædende bands som Saagara, Alameda 5, HATI, Stara Rzeka, Zimpel/Ziolek, Sing Sing Penelope og T'ien Lai. Fællesnævneren for disse bands er, at de alle spiller en eller anden form for psykedelisk musik.

Innercity Ensemble er et kollektiv, der udforsker grænselandet mellem jazz, krautrock, elektronisk og etnisk musik. Bandets plader bliver skabt på baggrund af improviserede sessions der efterfølgende klippes op og sættes sammen på nye og spændende måder. Således kædes tribal-trance-agtige rytmespor sammen med repetitive melodiforløb der væves ind i slipstrømme af alt fra Miles Davis’ fusionsæra og videre omkring vores egne originaler i bandet Selvhenter. Guitarer bøjes og synth-eskapader smøres ind i horn og fløjter der lyder af østerlandsk messe imens en veritabel march fremføres med håndført percussion. Vi har at gøre med cremen af den polske undergrund her mine damer og herrer!

Innercity Ensemble bliver udgivet på Kraków-baserede pladeselskab Instant Classic (BNNT, Zimpel/Ziolek, Saagara, Stara Rzeka,Lotto, Polish Space Program m.fl.) som er et af tidens mest spændende og progressive pladeselskaber derude. 

Stara Rzeka er ligeledes at finde på selskabet Instant Classic. Dette projekt udgøres af frontfiguren i Innercity Ensemble Jakub Ziolek. Stara Rzeka udforsker strømmene mellem den rå natur og den menneskabte teknologi med alle dens vidundere og faldgruber. Der kan forventes alt fra brutal støj, fløjlsblød fleece og bittersøde melodier der hensætter lytteren til surrealistiske fatamorganaer.

Stik hovedet og få et indblik i, hvad der røre sig på den eksperimenterende scene i Polen Krakow netop nu. 

Koncerten er støttet af Odense Kommunes Musikudvalg, Restaurant Aro, Fynske Bank Fonden, Sydbanks Fond, RecordPusher, BUPL's Solidaritets- og kulturpulje og Dansk Artist Forbund. 

Fri adgang med Momentum Musikårskort. Vi gør opmærksom på, at at det kun er musikårskortet, der giver adgang til koncerter med mindre andet er angivet. Find dit musikårskort her.