Koncert

25.04.2018

Goat

supp. HEX

Goat er et japansk band fra Osaka og de spiller med traditionel rock-opsætning bestående af guitar, bas, trommer og saxofon. De lyder dog på ingen måde, som et traditionelt rockband! Faktisk er der nærmest ingen andre bands der lyder som Goat. Goats udtryk er overvejende rytmisk drevet. De nedtoner det melodiske aspekt af deres instrumenter og anvender dem mere perkussionistisk for at forstærke beatet. Derudover kaster Goat sig rundt i harmonier der ligger uden for tolvtonerskalaen. Deres musik er forankret i minimalisme, tilsat en god portion eksperimenterende rock, free-jazz og elektronisk musik.

Goat excellerer i cykliske og monotone rytmer, som vikler sig ind og ud af hinanden i en konstant mutation og søgen henimod noget homogent, Ikke ulige den motorik man kender fra dele af Krautrocken hos bands som fx Neu!

Goat har udgivet to plader. Henholdsvis New Games fra 2013 og Rhythm & Sound fra 2015 og kommer med en kompilation i 2018.

______________

H E X udforsker via akustiske og processerede trommer, elektrisk
guitar og modulær elektronik duoformatet på ny udgivelse.

Den 18. april udkommer debuten BLDG (WW003/MOM010) på kassettebånd og
CD som splitudgivelse mellem Wetwear og Momeatdad. Musikken blev
optaget i oktober på bandets Japan-tour og indeholder 43 minutters
improvisationer, der veksler mellem abstrakte, ambiente forløb,
hyperaktiv freeform trance, syntetisk støj og kryptiske elektroniske
strukturer. H E X består af Anders Bach og Lars Bech Pilgaard der
begge er særdeles aktive som musikere og komponister i en lang række
af sammenhænge fra rockbands, over lydkunst, til performances og
akademisk forskning, men altid med skarpt fokus på improvisation og
kontekst.  

Koncerten er støttet af Odense Kommunes Musikudvalg og Statens Kunstfonds Projektstøttetudvalg for Musik.